Da Dubai og Golfstaterne næsten blev en del af Indien: Et glemt kapitel i historien

Forestil dig et landkort, hvor Dubai, Abu Dhabi og resten af de velhavende oliestater ved Den Persiske Golf er indlemmet som delstater i enten Indien eller Pakistan. Det lyder som et vildt “hvad nu hvis”-scenarie, men historiske omstændigheder betød, at denne mulighed faktisk var overraskende tæt på at blive til virkelighed i 1947, da Britisk Indien blev delt.

Denne oversete historiske krølle kaster lys over kompleksiteten ved afslutningen på det britiske imperium og den noget kaotiske proces, hvor nye nationer blev født, og grænser blev trukket – eller undladt at blive trukket – med vidtrækkende konsekvenser, der former den geopolitiske virkelighed, vi kender i dag.

Britanniens greb om Golfen og de Indiske Fyrstestater

For at forstå, hvorfor Dubai og nabolandene potentielt kunne være endt som en del af Indien, skal vi dykke ned i den britiske imperiemagtens historie i regionen.

Siden begyndelsen af 1800-tallet havde Storbritannien gradvist udvidet sin indflydelse i Den Persiske Golf. Oprindeligt drevet af et ønske om at sikre handelsruter og bekæmpe pirateri, indgik briterne en række traktater med de lokale herskere langs kysten, et område der blev kendt som “Trucial Coast” eller “Trucial States” (kilde: Wikipedia). Disse traktater udviklede sig over tid til en form for uformelt britisk protektorat, hvor briterne styrede staternes udenrigspolitik mod beskyttelse (kilde: Qatar Digital Library).

Denne britiske tilstedeværelse blev administreret gennem embedet kendt som “Persian Gulf Residency”, som i perioder var underlagt den britiske administration i Indien. Selvom Golfstaterne ikke var en direkte del af Britisk Indien på linje med provinser som Punjab eller Bengal, skabte denne administrative forbindelse et bånd, der potentielt kunne have haft stor betydning, da imperiet trak sig tilbage.

Samtidig med opbygningen af kontrollen i Golfen regerede briterne over store dele af det indiske subkontinent. Ud over de direkte styrede provinser eksisterede hundredvis af “princely states” (fyrstestater). Dette var territorier, der formelt set var semi-autonome kongeriger eller fyrstedømmer med egne herskere, men som gennem forskellige aftaler anerkendte den britiske krones overhøjhed. De var underlagt indirekte britisk styre og dækkede næsten halvdelen af Britisk Indiens areal og en betydelig del af befolkningen (kilde: Britannica).

Arven efter 1947: Integration eller Uafhængighed?

Vendepunktet kom i 1947 med Indian Independence Act, der delte Britisk Indien i to uafhængige stater: et overvejende hinduistisk Indien og et overvejende muslimsk Pakistan. Loven gav provinserne valget mellem de to nye nationer, mens de over 500 fyrstestater fik tre muligheder: at tilslutte sig Indien, tilslutte sig Pakistan eller forblive uafhængige (kilde: Drishti IAS).

Integrationen af fyrstestaterne i Indien, og til dels i Pakistan, var en kompleks og ofte vanskelig proces. Indiens leder, Sardar Vallabhbhai Patel, spillede en afgørende rolle i at overtale, og i nogle tilfælde presse, herskerne til at tilslutte sig den nye indiske union. Argumenterne var ofte baseret på geografisk nærhed og befolkningens demografi. Langt de fleste fyrstestater endte med at blive en del af enten Indien eller Pakistan (kilde: Vajiram and Ravi).

Golfens Særlige Skæbne

Hvor passer Golfstaterne, herunder de nuværende emirater som Dubai, ind i dette billede? Deres skæbne blev afgjort af en kombination af deres status som britiske protektorater (snarere end formelle dele af Britisk Indien som fyrstestaterne) og den administrative forbindelse via Persian Gulf Residency.

Fordi Golfstaterne blev administreret via en Residency, der på et tidspunkt var knyttet til Britisk Indiens administration, opstod den bureaukratiske mulighed for, at de kunne blive inkluderet i overførslen af magt, der fandt sted i 1947 (kilde: Mashable). Hvis denne administrative linje var blevet fulgt stringent i den kaotiske proces omkring delingen, kunne de potentielt være blevet behandlet på linje med fyrstestaterne på subkontinentet.

Imidlertid førte en kombination af geografisk afstand, deres specifikke traktatforhold til briterne (der var anderledes end fyrstestaternes) og fokusset på selve delingen af Indien og Pakistan til, at Golfstaternes fremtid ikke blev bundtet sammen med subkontinentets. Britanniens protektorat over Trucial States fortsatte uændret i årene efter 1947, uafhængigt af de nye nationer Indien og Pakistan.

Først i 1968 annoncerede Storbritannien sin intention om at trække sig helt fra Golfen inden udgangen af 1971 (kilde: Wikipedia). Dette udløste en ny proces for Golfstaterne. Efter forhandlinger, der også inkluderede Bahrain og Qatar (som endte med at vælge fuld uafhængighed), dannede de syv Trucial States – Abu Dhabi, Dubai, Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain, Fujairah og i 1972 også Ras Al Khaimah – De Forenede Arabiske Emirater den 2. december 1971 (kilde: UAE Official Portal, kilde: Britannica).

Denne vej til selvstændighed stod i skarp kontrast til den skæbne, der overgik de fleste fyrstestater i 1947. Mens sidstnævnte blev opslugt af større nationer, formåede Trucial States at navigere sig frem til deres egen føderale statsdannelse.

Det er fascinerende at overveje, hvordan landkortet og geopolitikken i både Sydasien og Mellemøsten kunne have set anderledes ud, hvis den administrative forbindelse mellem Britisk Indien og Golfen havde ført til en anden beslutning i 1947. Den nutidige virkelighed med blomstrende, uafhængige Golfstater som globale knudepunkter står som et tydeligt eksempel på den alternative vej, de endte med at tage.

Læs også en af vores andre tophistorier: Qatar Airways satser stort på underholdning ombord: Introducerer live sport og avanceret teknologi