USA’s “Big Beautiful Bill” Varsler Oprør i Studielån og Social Støtte

WASHINGTON D.C. – Et omfattende lovforslag, døbt “One Big Beautiful Bill Act”, har netop passeret Senatet i USA og venter nu på videre behandling. Forslaget, der bakkes op af præsident Donald Trump, samler en række forskellige politiske dagsordener, herunder skattelettelser, grænsesikkerhed og betydelige nedskæringer i offentlige udgifter. Særligt den del af lovpakken, der omhandler studielån og sociale sikkerhedsnet, vækker bekymring og debat om fremtiden for videregående uddannelse og social retfævelighed i USA.

Ifølge The Hill og Newsweek indebærer lovforslaget dramatiske ændringer i den måde, hvorpå studerende låner penge til deres uddannelse og tilbagebetaler dem. Kernen i kritikken er, at loven vil reducere antallet af tilbagebetalingsplaner, hvilket potentielt vil gøre det sværere for mange dimittender at håndtere deres gæld. CNBC og Economictimes påpeger, at både nye og eksisterende låntagere vil blive påvirket af disse ændringer. Lovforslaget fjerner angiveligt også bestemmelser om “gainful employment” og ophæver regler vedrørende gældssanering ved lukning af skoler og “borrower defense to repayment”, ifølge Congress.gov.

Et særligt kontroversielt element er det foreslåede loft over føderale lån til kandidatstuderende, en ændring der ifølge The Hill vækker frygt for, at visse fagområder og professionsuddannelser, der kræver omfattende studielån, vil blive uoverkommeligt dyre, hvilket potentielt kan afskære studerende fra mindre velstillede baggrunde fra at forfølge disse karriereveje.

Udover studielånsændringerne indeholder lovforslaget også betydelige nedskæringer i sociale sikkerhedsnetprogrammer. Chalkbeat og CNBC rapporterer om foreslåede nedskæringer i madassistanceprogrammer som Supplemental Nutrition Assistance Program (SNAP). Disse nedskæringer kan have en direkte negativ indvirkning på studerende, især dem fra lavindkomstfamilier, der ofte er afhængige af sådanne ydelser for at supplere deres økonomi under studietiden. Kritikere hævder, at loven samlet set vil fordyre videregående uddannelse og mindske adgangen, især for studerende fra lav- og middelindkomstfamilier, og dermed underminere det sociale sikkerhedsnet for denne gruppe, som beskrevet af Chalkbeat, Vox og Higher Ed Dive. Derudover nævner Higher Ed Dive en ny “risk-sharing” politik, der vil gøre universiteter medansvarlige for ubetalte studielån.

Et Historisk Perspektiv på Amerikansk Studielånspolitik

For at forstå omfanget af de foreslåede ændringer er det vigtigt at placere den aktuelle lovgivning i en historisk kontekst for amerikansk studielånspolitik. Føderal støtte til videregående uddannelse, især i form af lån, har udviklet sig markant siden midten af det 20. århundrede.

Grundlaget for det moderne føderale studielånssystem blev lagt med **National Defense Education Act (NDEA) af 1958**. Vedtaget som et svar på Sovjetunionens opsendelse af Sputnik var NDEA drevet af en national sikkerhedsbekymring – USA skulle styrke sin uddannelse, især inden for videnskab, matematik og fremmedsprog, for at bevare sin teknologiske og militære overlegenhed under Den Kolde Krig. Ifølge kilder som Wikipedia, Britannica og Senate.gov ydede NDEA direkte føderal finansiering til uddannelsesinstitutioner på alle niveauer og etablerede det første føderale låneprogram, National Defense Student Loan (NDSL) Programmet (senere omdøbt til Perkins Loan Program). Dette program tilbød lavrentelån direkte til studerende via universiteterne og legitimerede dermed føderal involvering i finansieringen af videregående uddannelse.

Efter NDEA fulgte flere udvidelser af føderal studiestøtte, herunder oprettelsen af det statsgaranterede studielånsprogram (Guaranteed Student Loan Program, GSL, senere Federal Family Education Loan, FFEL) i 1965, som involverede private banker, hvor staten garanterede lånene. Denne model dominerede i årtier.

En væsentlig reform fandt sted i **1993 med oprettelsen af Direct Lending programmet** (Federal Direct Student Loan Program). Som beskrevet af FSAPartners og Wikipedia blev dette program etableret under præsident Clinton og muliggjorde, at studerende kunne låne penge direkte fra den føderale regering, uden om private banker som mellemmænd. Argumentet var, at dette ville forenkle processen og spare skatteydernes penge ved at eliminere bankernes profitmargin og garanticommissioner, som beskrevet i en GAO-rapport fra 1993. Selvom Direct Lending mødte politisk modstand, voksede programmet over tid og blev den primære kilde til føderale studielån.

Den foreslåede “One Big Beautiful Bill Act” adskiller sig fra tidligere tendenser på flere punkter. Mens NDEA i 1958 og oprettelsen af Direct Lending i 1993 begge, på forskellige måder, havde til formål at øge adgangen til videregående uddannelse eller effektivisere låneprocessen, ser de nuværende forslag ud til at bevæge sig i retning af strammere vilkår for låntagere og potentielt begrænset adgang for visse grupper. Reduktionen i tilbagebetalingsmuligheder og fjernelsen af visse gældssaneringer repræsenterer et skift fra den gradvise udbygning af fleksible tilbagebetalingsplaner, der er sket over de seneste årtier. Loftet over kandidatlån er også et nyt element, der specifikt målretter mod avancerede grader. Samtidig koblingen til nedskæringer i det sociale sikkerhedsnet er en anden dimension, der potentielt rammer studerende fra udsatte baggrunde hårdere.

Kritikere ser lovforslaget som en afvigelse fra ånden i tidligere uddannelseslovgivning, der sigtede mod at gøre college mere tilgængeligt. De frygter, at de samlede effekter af billen vil skabe højere barrierer for adgang til videregående uddannelse og øge den økonomiske byrde for studerende og dimittender i USA.

Læs også en af vores andre tophistorier: Wimbledon Sætter Ny Præmierekord: 53,5 Millioner Pund i 2025 – Historisk Vækst siden 1968